Artikler
Om Sort arbejde og illegal arbejdskraft

Imødegå sort arbejde
Det betyder de nye regler

Det betyder de nye regler

Store dele af lovpakken vil berøre dig. Du skal for eksempel være opmærksom på, at du og dine eventuelle ansatte fra 1. juli 2012 kan
blive bedt om at vise ID, når I er på arbejde.


Du skal også være opmærksom på, at der pr. 1. januar 2013 bliver indført krav om tydelig skiltning på gulpladebiler og på byggepladser. Det kræver muligvis, at du får udarbejdet skilte eller logoer, så for eksempel dine biler på gule plader er klar, når denne del af loven træder i kraft efter nytår. De præcise regler for skiltning på gulpladebiler og byggepladser vil blive fastsat i en bekendtgørelse. Så snart bekendtgørelsen er på plads, vil du kunne læse om reglerne på SKATs hjemmeside.


Fra den 1. juli 2012:

  • Skal betaling for privates køb af ydelser over 10.000 kroner foregå digitalt (for eksempel med dankort, via netbank eller på posthuset), så SKAT har mulighed for at identificere betalingsmodtageren. Ellers risikerer kunden at hæfte solidarisk for eventuel manglende betaling af moms, skat og afgifter.

  • Skal du betale dine erhvervsmæssige køb af varer og ydelser over 10.000 kroner digitalt. Ellers er der ikke skattemæssigt fradrag for udgiften, og din virksomhed risikerer at hæfte solidarisk, hvis leverandøren ikke har angivet momsen af salget.

  • Får SKAT mulighed for at foretage kontrol på privat grund, når der kan konstateres synlige udendørs aktiviteter af professionel karakter. SKATs kontrol er rettet mod den virksomhed, der udfører arbejdet samt virksomhedens ansatte - ikke mod grundejeren.

  • Får arbejdsudøvende, for eksempel håndværkere, pligt til på arbejdsstedet at identificere sig over for SKAT – det vil sige oplyse CPR-nummer og vise gyldig legitimation.

 

Fra den 1. januar 2013:

  • Skal gulpladebiler med en totalvægt på ikke over 4 tons (totalvægt)
    være forsynet med virksomhedens navn eller logo samt CVR-nummer.

  • Skal byggepladser være forsynet med tydelig skiltning for entreprenører
    og håndværkere, så det fremgår, hvilke firmaer der udfører arbejde
    på pladsen.

  • Bliver det tydeligere, hvad man må, når man får hjælp eller selv hjælper
    familie og venner.

  • Må unge under 16 år skattefrit hjælpe til i private hjem,
    for eksempel med børnepasning.

  • Må folkepensionister skattefrit tjene op til 10.000 kroner årligt
    ved at hjælpe til i private hjem.

Du kan læse mere om de nye regler på SKATs hjemmeside.

 

Artikel fra Dansk Erhverv - 07.2012