NYHEDER

 artikel energimaerke regler 430x130

Sådan rammes andelsboliger af udskudte ejendomsvurderinger

Det vil påvirke økonomien i andelsforeninger, at de offentlige ejendomsvurderinger endnu engang er udskudt. Og andelshavere risikerer at blive stavnsbundne i flere år, mener formand for andelsboligforeningerne.

Effekten af de forsinkede offentlige ejendomsvurderinger breder sig til andelsboligerne. Andelshaverne risikerer at blive ramt på økonomien på flere måder.

Det fremgår af en kommentar fra direktør Jan Hansen fra andelsboligforeningernes fælles organisation, ABF.

Jan Hansen kalder det »stærkt utilfredsstillende, at ejendomsvurderingerne igen udskydes,« som det blev bekræftet onsdag aften. Jan Hansen mener, at de sidste af de nye og retvisende vurderinger først forventes at komme med i det nye system i 2025 – og det vil være andelsboligerne.

»Andelsboligforeningerne er i forvejen blevet meddelt, at de står sidst i køen, da ejerboligvurderinger skal være klar først. Dermed kan andelsboligforeningerne nu tidligst se frem til nye vurderinger engang i 2022 men forventeligt endnu senere,« lyder Jan Hansens kommentar.

Det vil have flere uheldige effekter for andelshaverne.

»Andelshaverne bliver mere eller mindre stavnsbundet, fordi de ikke får del i den værdistigning, der har været siden 2012. Dermed får de ringere økonomisk mulighed for at komme videre på boligmarkedet, for eksempel når en familieforøgelse kræver en større bolig,« anfører Jan Hansen.

Utryghed

Han påpeger videre, at forsinkelsen heller ikke er gavnlig for miljøet og de overordnede mål om at nedbringe CO2-udslippet, fordi andelsboligforeninger kan komme til at udskyde vedligeholdelsesopgaver på grund af udskydelsen.

Det skyldes, at lån til at vedligeholde og forbedre ejendommen isoleret set kan betyde et fald i andelsværdien – et fald der med en ny offentlig vurdering kunne være blevet neutraliseret.

»Endelig giver det utryghed ude i foreningerne, fordi der fortsat er usikkerhed om grundskyldens størrelse efter en ny vurdering,« mener Jan Hansen, som kalder det dybt kritisabelt, at vurderingerne igen udskydes.

Problemerne med de offentlige vurderinger vedrører kun de foreninger, der har valgt at sætte værdien af deres andele efter de offentlige vurderinger. Det er valgfrit, om en andelsforening vil værdisætte sig efter den offentlige vurdering, anskaffelsesprisen eller en såkaldt valuarvurdering, der er en markedsvurdering sat i forhold til prisen på en tilsvarende udlejningsejendom.

 

Af Povl Dengsøe, Berlingske, Privatøkonomi - 09.2020